• Dansk
  • English
  • Deutsch

Almindelig mjødurt

Engens Dronning

Engens dronning, er et gammelt navn for mjødurten, der midt på sommeren lyser op med sine hvide skærme overalt langs Kongeåen.

 

Vin, dans og kvinder

Som navnet siger, er den sødtduftende mjødurt blevet brugt til at give en sød smag til det hjemmelavede mjød. Også vin og øl, har man tilsat mjødurt for at forbedre smagen. Mjødurt i vin kunne endvidere kurere hugormebid og ”give lyst til kvinder”. Planten har været brugt til at kurere mange forskellige sygdomme og da den indeholder store mængder af den smertestillende salicylsyre, og kan den måske også være virksom mod tømmermænd, dagen derpå.

 

Almindelig Mjødurt

 

I Sverige har man efter sigende lagt mjødurt ud på dansegulvet. De dansende fødder knuste planterne og den søde duft bredte sig i dansesalen. Mere poetisk er dette vers af Sophus Clausen, der lovpriser den skønne Nenny:

Frøken Nenny, ung og prud

Elsked´ mig, da vår sprang ud

Elsked´ mig i somrens ild,

Mjødurtfin og valmuvild.

 

Fakta: Højde 50-150 cm. Blomstrer i juni til august, med en ca. 15 cm høj åben blomsterstand med gulhvide blomster med 5 kronblade. Bladene har 3-5 par savtakkede småblade. Mjødurt vokser sammen med andre høje urter på fugtig bund langs vandløb og på ugræssede enge og moser.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Almindelig mjødurt