• Dansk
  • English
  • Deutsch

Kongeåen som produktionslandskab

I dag betragter vi Kongeåen som et konsumtionslandskab, en naturressource, som vi udnytter rekreativt. Vi går ture langs åen, nyder synet af den fredede ådal, fuglesangen og vandets løb i åen. Mange er lystfiskere. Andre sejler i kano på åen. Men sådan har det ikke altid været. 
 
For to hundrede år siden boede størstedelen af Danmarks befolkning på landet. De var selvforsynende bønder, som udnyttede alle tilgængelige naturressourcer. Kongeåen blev på lige fod med ager, eng og hede betragtet som en del af produktionslandskabet. Åen leverede fisk, vand til vanding af ager og eng samt kraft. 
 
I takt med industrialiseringen, flytningen fra land til by og velfærdssamfundets udvikling begyndte befolkningens syn på den omgivne natur at ændre sig. Først begyndte byernes borgerskab at ligge på landet om sommeren, hvor de nød den frie natur. 
 
Velfærdssamfundets gav alle byboere mere fritid og ferie. Flere og flere mennesker begyndte at udnytte naturen som en rekreativ ressource. Kongeåen indgår ikke længere i produktionslandskabet, men er en del af fritidslandskabet. 
 
Atten stemmeværker
Kongeåen var i 1800-tallet en væsentlig del af produktionslandskabet. Åen stod fuld af produktionsanlæg. De blev som en del af grænsedragningen registeret i 1881. Registreringen viste, at vandets frie løb på strækningen fra Fårkrog til Villebøl var hæmmet af hele atten stemmeværker. Kun ét stemmeværk blev benyttet af en mølle. De resterende sytten stemmeværker blev anvendt til ålefangst eller engvanding. 
 
Ålegårde
Seks af stemmeværkerne blev 1881 benyttet af en ålegård. Ålegårde kendes fra middelalderen, og vi ved fra de skriftlige kilder, at der fandtes ålegårde i Kongeåen i 1600-tallet. Ethvert spor efter ålegårdene er i dag borte, så ved ikke nøjagtig, hvordan de har set ud, men sandsynligheden tæller for, at det var en bro med tilhørende stemmeværk med sluser. 
 
I sluserne anbragte man ruser eller ruselignende netposer. Ved ålefangst blev nogle sluser udstyret med ruser, men andre stod åbne og tillod vandets frie passage. Man fangede kun ål om natten. Om dagen tømte og rensede man ruserne. Ålegårdene havde en dobbelt funktion. Udover fangst af ål, kunne smuglere om natten i ly af mørket snige sig over åen ved ålegårdene. 
 
Engvanding
"Eng er agers moder". På de magre jorde i det vestlige Danmark satte kreaturernes gødningsproduktion grænsen for agrenes størrelse. Kreaturerne levede af græs og enghø. Kunstigt vanding af engene fremmede væksten og gav en bedre og mere stabil produktion af græs og hø. De resterende elleve stemmeværker med tilhørende strømhjul anvendtes til engvanding. 
 
Ved registreringen i 1881 fandtes der kun ét engvandingsanlæg ved Kongeåen. I de følgende to årtier blev engvandingen langs Kongeåen effektiviseret. Bønderne samarbejdede om engvanding. Strømhjulene blev erstattet af tre store engvandingsanlæg, som hver især vandede adskillige lodsejeres enge. 
 
Fra stemmeværker i åen løb vandet ud i gravede vandingskanaler. Fra kanalerne ledtes vandet gennem tude ned over engene mellem kanal og å. Sønderjyllands største engvandingsanlæg lå ved Kongeåen. Syd for Kongeåen klarede to lange vandingskanaler at vande engene fra Knag Mølle til Hygum. Nord for Kongeåen klarede en meget lang kanal at vande engene fra Sønderskov til Tobøl. 
 
Opdræt af fisk
I 1900-tallet kom en ny produktionsform til, nemlig opdræt af fisk i gravede damme. Dambrug overtog stemmeværk og stemmeret fra enten et vandingsanlæg eller en ålegård. Fra stemmeværket ledtes vandet gennem en række gravede damme. Dette skete ved et naturligt fald i niveauet. Fra dammene ledtes "det brugte vand" gennem en kanal ud i åen igen. Dette vand var forurenet med foder og ekskrementer. 
 
Dambrug med gravede damme er som følge af naturopretningsprojekter ved at forsvinde. Mange dambrug forsvinder helt, andre bliver omdannet til modeldambrug. 
 
Forfatter: Linda Klitmøller, museumsinspektør, Museet på Sønderskov