• Dansk
  • English
  • Deutsch

Kongeåen og Vadehavet - naturens spisekammer

Kongeåen og Vadehavsområdet omkring 1900 og 2000. Kilde: Kort- og Matrikelstyrelsen.
Kongeåen og Vadehavsområdet 1899 og 2001. Fennerne findes stadig, men Kongeåen er blevet rettet ud, og der er opført diger og sluser ud mod Vadehavet. Kilde: Kort- og Matrikelstyrelsen.

 

Landskabet

Kongeåen er et af Jyllands største åsystemer med et opland på 450 km2. Åen løber ud i Knudedyb, som er en af Vadehavets naturlige sejlrender, og åen og havet har givet næring til dyr og mennesker igennem årtusinder.

Vadehavet har navn efter vaderne, der ligger tørre ved lavvande. Forskellen mellem ebbe og flod er 1-1,5 m.

 

Tidevandet fører sand og ler ind mod kysten, hvor det bundfældes som et mørkt, finkornet materiale, der kaldes for slik. Efterhånden vokser hårdføre saltvandsplanter op på slikken, som bliver til marsk. Det faste land på bakkeøerne og hedesletterne kaldes geesten, og når man kigger fra digerne og ind mod land, ser man tydeligt forskellen mellem de flade marskenge og den bebyggede geest.

 

Engene og marsken

Store dele af marsken er opdelt i fenner, som bliver brugt til græsning og græsproduktion. Tidligere blev tusindvis af stude fedet op på marskengene, når de var blevet drevet til Ribe og skulle sælges på markederne.

 

Engene ved havet og åen bliver stadig høstet (enghøsten kaldes høslæt), og græsset bruges til vinterfoder. Høsten kunne dog trues af stormflod, hvor saltvand skyllede ind og ødelagde græsset, men der var også andre udfordringer. I Christian V’s markbog fra 1683 findes mange klager fra bønderne, som – hvis de fik medhold i klagen – fik skatten nedsat. Bønderne klagede over sandflugt samt gule urter (agerkål), der voksede som ukrudt blandt afgrøderne. Desuden var der mange klager over ulve, der også dengang tog får og kreaturer, samt over de utallige studedrifter, hvor studene gik ind og ødelagde markerne.

 

Havet og åen

Beboerne ved kysten og åen levede af en kombination af landbrug, søfart og fiskeri. Havet gav næring, og på oldtidens bopladser har man fundet knoglerester fra østers, muslinger og fisk. Christian V’s markbog fortæller også om fiskeri. I 1600-tallet levede man blandt andet af laks, ål, skuller (samlebetegnelse for fladfisk)og kuller, som man fiskede fra båd eller med line. Derudover var havet og åen vigtige handels- og transportveje.

 

Ved kysten var der også mindre industriproduktion. I 1700-1800-tallet fremstillede man kalk af muslinge- og østersskaller på små kalkbrænderier, og på trankogerierne kogte man tran af sælspæk.

 

Møllerne langs Kongeåen malede korn og forarbejdede klæde. I 1900-tallet blev mange vandmøller omdannet til dambrug og elektricitetsværker. Flere af dambrugene eksisterer endnu. En nyere del af landskabet er vindmøllerne, som både findes til vands og til lands.

 

Ørredspringet ved Jedsted Mølle i begyndelsen af 1900-tallet.

Ørredspringet ved Jedsted Mølle i begyndelsen af 1900-tallet. Foto: Ukendt.

 

Fra produktionslandskab til naturbeskyttelse og turisme

I 1970’erne ændrede natursynet sig. Fra at være spisekammer og produktionslandskab blev naturen noget, der skulle beskyttes. Siden 1978 har Danmark, Tyskland og Holland samarbejdet om beskyttelse af natur- og kulturværdierne, og i Danmark blev Nationalpark Vadehavet indviet i 2010. 

 

Kongeådalen fra Grestedbro til Knagmøllen blev endelig fredet i 1980. Desuden udvikles turismen med sort sol-ture, kano- og kajaksejlads, vandre- og cykelruter samt fokus på bæredygtige fødevarer fra Vadehavsområdet.

 

Forfatter: Cand.mag. i historie Charlotte Lindhardt

 

Sælhunden Jakob ved Jedsted Mølle. Foto: Ukendt.
Omkring 1900 svømmede en lille sælhund op ad Kongeåen til Jedsted Mølle. Sælhunden Jakob blev siden solgt til Københavns Zoo. Foto: Ukendt.